Vores venner på Samsø afholder stiftende generalforsamling for dannelse af ’Forening mod motorvejsbro over Samsø’ d. 18. januar 2020

Lige siden foreningen ”Nej til motorvej på Røsnæs” blev dannet i slutningen af august 2018 har vi haft kontakt til ligesindede på Samsø. I slutningen af september 2019 holdt vi et fælles seminar på Samsø med repræsentanter fra Røsnæs, Samsø  og Hou/Odder i Øst-jylland.

Her besluttede de tilstedeværende samsinger at arbejde frem mod dannelse af en forening svarende til den på Røsnæs. Det bliver nu en realitet: Lørdag d.18. januar 2020 er der indkaldt til stiftende generalforsamling for dannelse af en foreningen ”Nej til bro og motorvej over Samsø”.

Generalforsamlingen afholdes på Energiakademiet i Ballen med start kl. 13.00. Alle medlemmer af ”Nej til motorvej på Røsnæs” er velkomne. For os på Røsnæs er det meget positivt at vi nu har en søsterorganisation på Samsø, som gå til modstand mod nøjagtig de samme problemer med støj og naturvandalisme, som vil smadre lokalmiljøet på Røsnæs. Nu mangler vi blot at få en organiseret medspiller i det øst-jyske område, hvor de negative konsekvenser for natur og lokalmiljø også vil være mærkbare.

Skal Samsøs afvekslende og unikke natur for altid skæmmes af et prestigebyggeri i stål og beton?