Forhenværende Trafikminister Ole Birk Olesen forsvandt da "Nej til motorvej på Røsnæs" skulle i foretræde

Tirsdag den 24. september var dagen, hvor repræsentanter for bestyrelsen i ”Nej til motorvej på Røsnæs” havde foretræde for Folketingets Transportudvalg. Vi – Anders Jørn Jensen, John Wilken, Tommy Dinesen, John Holten-Andersen og Dorete Dandanell - ønskede at fremføre vores argumenter mod at få 31.000 biler dagligt gennem Røsnæs til Kattegatforbindelsen, som vi mener vil ødelægge Røsnæs’ hverdagsliv og natur.

Det var daværende Transportminister, Ole Birk Olesen, der har stået fadder til genoplivelsen af Kattegatforbindelsen, som han har fået 60 mio. kr. til at lave en forundersøgelse af. Det var derfor meget ærgerligt at se samme Ole Birk Olesen, lige før vores foretræde, i fuldt firspring væk fra mødelokalet. Så vi fik ikke mulighed for at konfrontere ham med, hvorfor dette projekt til over 100 mia. kr. ikke er en god idé.

For det er vel næppe sådan, at han ikke havde lyst til at møde os, vel?

Vi har fuld forståelse for, at en forhenværende minister fra et nu meget lille parti kan have meget travlt, men alligevel synes vi sagen er så alvorlig, at det ville have klædt den tidligere minister at høre på os. Det gælder øvrigt også ordførerne fra SF, Enhedslisten og Alternativet, som noget overraskende heller ikke var tilstede.

Ved foretrædet fremførte formandskabets Anders Jørn Jensen foreningens argumenter mod en motorvej på Røsnæs for de resterende udvalgsmedlemmer. Dansk Folkeparti fremhævede, at de ville gå endda meget langt for ikke at ødelægge Røsnæs. Socialdemokratiet lovede at oversende alle spørgsmål og materiale, vi måtte have, til Transportministeren, som vil tage stilling til det.

I bemærkningerne fra udvalget blev det konkluderet, at forundersøgelsen, der er vedtaget af et flertal i Folketinget, skal fortsætte, da det ellers vil være spild af skatteydernes penge.

”Nej til motorvej på Røsnæs” foreslog udvalget, at det på sin årlige sommerrejse rundt i landet besøger Røsnæs for at se det smukke område, der både er fredet og netop optaget i Danmarks Naturkanon. Det vil give godt overblik inden en evt. beslutning. Det nikkede flere udvalgsmedlemmer til.

Næste skridt bliver at følge op på foretrædet ved foreningens møde med trafikminister Benny Engelbrecht den 31. oktober 2019.

Vi er meget interesseret i, om det nye grønne flertal i Folketinget vil respektere Danmarks Naturkanon, som er det store projekt, hvor Jakob-Ellemann Jensen udpegede 15 unikke naturområder i Danmark