Bestyrelsen har netop indsendt høringssvar til Miljøministerens diversitetspakke

Tak for muligheden for at komme med idéer til forøget biodiversitet.

Miljøministeren har talt om, at vi står midt i den 6. masseudryddelse af arter i jordens historie. Når vi nu står midt i en realtids-ulykke, så er det første helt centrale skridt klart: STOP ULYKKEN. Dette er første skridt i al førstehjælp.

Vi er nødt til først og fremmest at redde de naturværdier, som vi har og stoppe degraderingen af eksisterende naturværdier, for ellers vil nye politiske initiativer til forøget biodiversitet blot være en hul gestus.

Det er afgørende at have en bred og langsigtet opbakning til natur og fredninger, så skiftende regeringer ikke finder på nye definitioner og programmer for naturen hvert 4. år. Vi vil derfor opfordre ministeren til at anerkende den tidligere regerings Naturkanon, som er blevet til efter mange borgeres aktive deltagelse og endelige udvælgelse gennem en fagjury. Lad os ikke tabe det folkelige engagement på gulvet, men bygge videre på de udpegninger og beskyttelser vi har.

Vi er også nødt til at genoprette Folketingets respekt for fredninger. ”Nej til Motorvej på Røsnæs” håber ministeren vil sætte sig i spidsen for dette tiltag samt at mange flere danske naturperler optages som FN Verdensarv. Dette vil både give en ekstra beskyttelse mod fremtidige regeringer og være et godt signal at sende til verden fra denne regering.

Endelig vil vi pege på, at biodiversitet kræver plads og sammenhængende naturarealer. I Danmark har vi en udnyttelsesgrad af vores areal på niveau med Bangladesh og vi ligger helt i top, når vi måler, hvor mange kilometer asfalt per km², vi har i Danmark. Overudnyttelsen og de mange veje inddeler naturen i afgrænsede og stadig mindre og fattigere natur-enklaver. EU's miljøagentur kalder dette for ’fragmentationspres’.

Alligevel er der stadig planer om en ny stor motorvejskorridor på tværs af landet, hvor vi i dag har lavt fragmentationspres, fredninger, kanoniseret natur og nogle af de sidste steder midt i Danmark, hvor det er mørkt nok til, at borgerne kan se en fuld stjernehimmel. Det er afgørende for en seriøs og langsigtet biodiversitetspolitik, at regeringen ikke går videre med den tidligere transportminister Ole Birk Olesens Kattegatmotorvej, som vil flække smalle og sårbare områder som Røsnæs og Samsø.

Vores opfordring er derfor: STOP ULYKKEN

Det er afgørende for en seriøs og langsigtet biodiversitetspolitik, at regeringen ikke går videre med den tidligere transportminister Ole Birk Olesens Kattegatmotorvej [...]