Foreningerne ’Nej til motorvej på Røsnæs’, ’Stop Motorvej over Samsø’ samt 'Østjyder mod Kattegatforbindelse’ har besluttet at styrke deres indbyrdes samarbejde.

Planerne om en 4-sporet motorvej hen over Kattegat, der skal gå fra Røsnæs på Sjælland, hen over Samsø og ind på kysten i Østjylland syd for Århus, har skabt harme mange steder, ikke mindst i de berørte områder. Derfor er der dannet modstands-foreninger alle tre steder: Først ’Nej til motorvej på Røsnæs’, siden ’Stop Motorvej over Samsø’ og senest ’Østjyder mod Kattegatforbindelse’. De tre foreninger har nu samlet omkring 2000 betalende medlemmer og opbakningen i lokalområderne er stor og stigende. Men, der er også brug for at styrke samarbejdet hen over Kattegat.

De tre foreninger har haft en løbende og uformel kontakt over de sidste par år, men er nu blevet enige om at styrke og formalisere samarbejdet. I den forbindelse er der blevet udarbejdet et Fælles Grundlag for samarbejdet, som kan downloades nedenfor.

I dette grundlag peges på 6 konkrete punkter, som de tre foreninger er særligt bekymrede for i forbindelse med et motorvejsanlæg som skitseret i diverse rapporter fra Transportministeriet. Derudover rejses kritik af den udemokratiske proces omkring planerne, hvor folkelige foreninger som vores har meget få ressourcer sammenlignet med de professionelle lobby-grupper, der agiterer voldsomt for projektet. I forlængelse af dette Fælles Grundlag er foreningerne blevet enige om at nedsætte et Fælles Sekretariat, der løbende kan koordinere fælles initiativer.